Der hvor stemmen får krop
En Q+A med forfatter og stemmetræner Merete Nørgaard om mod, autenticitet og den italienske livskraft.
Der findes mange former for stemmer. Den, vi bruger i vores arbejde. Den, der fortæller historien om, hvem vi er. Og den, vi gemmer væk, når vi tvivler.
For mange selvstændige kvinder er stemmen et afgørende redskab. Det er gennem den, vi sælger, inspirerer, overbeviser og skaber kontakt. Alligevel er det ofte her, vi holder igen. Her vi gør os lidt mindre, taler lidt blødere, pakker os selv lidt mere ind.
I sin nye bog, Alle bør dyppes i Italien, skriver Merete Nørgaard om stemmen som vores stærkeste redskab til frihed. I mere end to årtier har hun arbejdet med stemmer – og særligt med kvinders. For stemmen er ikke bare lyd. Den er livskraft, personlighed og mod.
I denne Q+A taler jeg med Merete om krop, kultur og kunsten at tage ordet – med både styrke og stolthed.
“I mine mere end 20 år som stemme- og præsentationstræner har jeg mødt så mange kvinder, der ikke tør bruge deres stemme. De føler sig ikke berettiget til at tale – som om deres stemme ikke rigtig tæller”
Hvad fik dig i gang med at skrive en bog om stemmens kraft?
“Det startede faktisk tilbage i 2020, da jeg udgav min første bog Stemmens magi. Året efter lancerede jeg podcasten Stemmebåndet – den levende stemme, og derfra voksede behovet for at dykke endnu dybere ned i, hvad stemmen egentlig betyder for os – især for kvinder.
I mine mere end 20 år som stemme- og præsentationstræner har jeg mødt så mange kvinder, der ikke tør bruge deres stemme. De føler sig ikke berettiget til at tale – som om deres stemme ikke rigtig tæller. Og det gør indtryk, for alle har ret til en stemme.
Jeg følte, det var vigtigt at skrive mine egne signaturhistorier ind i Alle bør dyppes i Italien. De repræsenterer de øjeblikke i mit liv, der har formet mig – og givet mig min stemme. Det selvbiografiske er ikke kun personligt, det er universelt. Jeg håber, at mange kan spejle sig i det og finde modet til at bruge deres egen stemme endnu friere”.
Hvorfor har Italien så central en plads i fortællingen om den frie stemme?
“Italien blev min terapeut og talepædagog. Jeg rejste dertil som ung for at slippe fri af noget, der holdt mig fast – og opdagede en kultur, hvor stemmen og kroppen er forbundet.
I Italien bruger man hele sig selv, når man taler. Gestikken, følelsen, nærværet – alt hænger sammen. Selv de mindste hverdagsmøder er en performance, og det lærte mig, at stemmen ikke bare er lyd, men livskraft.
I Danmark holder vi ofte vores udtryk tilbage. Vi hæmmer os selv og begrænser den kraft, stemmen kan have. Først når vi tør give stemmen plads, skaber vi ægte kontakt – både med os selv og med andre”.
“Kvinder skal holde op med at tale ned om deres egen stemme. Vi skal tale med hele kroppen, tage plads og lade stemmen fylde”
Hvorfor er det især kvinder, der holder igen på stemmen og kropsudtrykket?
“Fordi mange kvinder stadig tror, de skal tilpasse sig for at blive taget alvorligt.
Vi undskylder os selv med små ord og kroppe, der gør sig mindre: “Jeg har bare lige en lille besked…” – og så falder skuldrene, stemmen forsvinder ned i gulvet.
Kvinder skal holde op med at tale ned om deres egen stemme. Vi skal tale med hele kroppen, tage plads og lade stemmen fylde. En lys stemme er ikke svag – den er bare naturlig. Styrken ligger i autenticiteten”.
Hvad sker der fysisk i kroppen, når stemmen får lov at fylde mere, og hvilken italiensk tilgang håber du, at danske kvinder vil tage til sig?
“Når stemmen får lov at fylde mere, sker der noget fysisk i kroppen. Du mærker ro, grounding og kontakt til dig selv, og kroppen bliver et instrument i balance. Du føler det, du siger, mens du siger det, og du står stærkere i dig selv. I Italien oplevede jeg, hvordan denne forbindelse mellem stemme og krop er helt naturlig. Der taler man med hele sig selv – med hænderne, med ansigtet, med energien. Det er den spontanitet og livskraft, jeg ønsker, at flere danske kvinder vil tage til sig. At give sig selv lov til at fylde, larme, grine højt og bruge kroppen, mens de taler. Og at skabe plads til pauser og små siestaer i hverdagen, hvor man slipper kontrollen og lader kreativiteten finde vej. For det er dér, magien opstår – når stemmen og kroppen bevæger sig som ét”.
I bogen taler du om Signaturhistorien. Hvad handler det om?
“Det handler om at forstå, hvad du er skabt af – hvilke erfaringer, udfordringer og livsbegivenheder, der har formet dig.
Din signaturhistorie er din personlige fortælling, der viser, hvem du er, og hvorfor du gør, som du gør. Den forbinder dig til andre, fordi den er ægte og uperfekt.
Når du deler din historie, skaber du genklang – og giver andre mod til at dele deres”.




“Pauserne er dér, du tanker energi og nærvær. Uden dem kan stemmen ikke få styrke. Stilhed skaber ikke bare ro – den skaber mening”
Hvorfor er stilhed og pauser også en vigtig del af stemmearbejdet?
“Fordi stemmen bor i åndedrættet. Pauserne er dér, du tanker energi og nærvær. Uden dem kan stemmen ikke få styrke. Stilhed skaber ikke bare ro – den skaber mening.
Når vi tør holde pausen og trække vejret naturligt, bliver vi bedre til at lytte – og det gør alt, vi siger, mere nærværende”.
Hvilket lille første skridt vil du anbefale en kvinde, der ønsker at lære at tale mere frit?
“Start med at lytte til din egen stemme.
Lav små optagelser, mærk tempo, pauser og rytme.
Få kroppen med – maven er din stemmestøtte.
Sig ja til at lede et møde, tage ordet, præsentere. Det er i de små hverdagsøjeblikke, du træner friheden”.
Hvad har arbejdet med bogen gjort for dig?
“Jeg troede, den skulle handle om stemmen alene, men undervejs opdagede jeg, at den handlede om meget mere – om identitet, livskraft og frihed.
Stemmen er vores fortælling og vores forbindelse til verden.
For mig har arbejdet med bogen givet mod til at skrive endnu mere – og til at stå endnu friere i min egen stemme”.
“Når du tør være hel – med fejl, følelser og kant – bliver din stemme troværdig. Mod begynder, når du lader din stemme fylde uden undskyldning”
Hvad er dit bedste guldkorn til kvinder, der gerne vil bruge deres stemme med mere mod og stolthed?
“Tal med din egen stemme – ikke en “pænere” version af den.
Stop med at undskylde, tale for hurtigt eller gøre dig mindre.
Find dit ja og dit nej i kroppen – og sig dem højt.
Perfektion er ikke interessant. Det er autenticitet, der skaber kontakt.
Når du tør være hel – med fejl, følelser og kant – bliver din stemme troværdig.
Mod begynder, når du lader din stemme fylde uden undskyldning”.
Merete Nørgaard
Merete Nørgaard er professionel stemme- og performancetræner med en baggrund som skuespiller og en mastergrad i teater og stemmetræning.
Hun er skolet af internationale stemmetrænere i Milano, London og New York og har mere end 18 års erfaring med at styrke stemmen som redskab til autenticitet og gennemslagskraft.
Gennem sin virksomhed Living Voice hjælper hun ledere, formidlere og kreative med at finde deres naturlige stemme og tale fra hjertet – uden autopilot. Hun er forfatter til bøgerne Stemmens magi og Alle bør dyppes i Italien.
Følg Merete på LinkedIn
I Femmunity taler vi ofte om mod – modet til at skabe, tale højt, stå ved og tage plads.
Hvis du blev inspireret af Merete Nørgaard, kan du også læse vores samtale med Christel Ladegaard, forfatter til Stemmeret, om det øjeblik, hvor du vælger at tage ordet – selv med sommerfugle i maven. Find artiklen her👇
Og så er der kalender for 2026 🎉
Femmunity åbner i det nye år op for endnu flere fællesskabende events for kvinder. Vi skal blive klogere på vores økonomi, cyklus og power, og så er der endnu en netværksmiddag for selvstændige klar. Der kommer også koncerter, strikkeaftenener, talks, kreative workshops og meget mere, når vi når lidt længere hen på året. Jeg håber du tager godt imod de nye events. Jeg glæder mig i hvertfald virkelig meget.







