Frihed og fordybelse er mine nøgler til et liv med tid nok.
Janni Pilgaard driver Bøger & Balance, hvor hun hjælper kommende forfattere med at skrive fagbøger. Selv står hun bag bogen “10 nøgler til et liv med tid nok.”
“Jeg kigger på min kalender. Den er fuld. Møder, opgaver, afleveringsfrister, kaffeaftaler. Der er ikke et eneste tomt felt. Dagen føles allerede fyldt, før den overhovedet er begyndt”.
Da jeg blev selvstændig for seks år siden, var det med et brændende ønske om at få en hverdag med følelsen af tid nok. Om at kunne arbejde i mit eget tempo, vælge de projekter, der giver mig kriller i maven, og have tid nok til at fordybe mig. Tid til at arbejde med det, jeg elsker – at skrive, redigere og skabe bøger – men også tid til at være kreativ og udvikle idéer, som giver mening både for mig og for dem, jeg hjælper med at skrive.
Men hvordan skaber jeg en hverdag med følelsen af tid nok, når der er så meget, der trækker i mig for at sætte farten op?
Netop det har jeg været så nysgerrig på, at jeg har skrevet en bog om det. I artiklen her vil jeg fortælle lidt om min hverdag som selvstændig og give dig tre simple idéer til, hvad du kan gøre for også at få følelsen af tid nok i din hverdag.
Jeg drømmer om fordybelse frem for en overfyldt kalender
Jeg driver Bøger & Balance, hvor jeg både selv skriver bøger og hjælper andre kommende forfattere med at skrive nonfiktionsbøger.
At skrive en bog kræver både et langsomt tempo, tålmodighed og evnen til at dykke ned i ét emne over længere tid. Netop fordybelsen er en kæmpe styrke for min forretning og for følelsen af, at mit arbejde giver mening.
Men når jeg i perioder oplever, at min kalender er plastret til med aftaler, og to do-listen er uendelig lang, kan jeg både miste overblikket over, hvad der er vigtigt for mig og evnen til at være kreativ og fordybe mig.
En overfyldt kalender får mig til at jagte afkrydsninger på to do-listen i stedet for at nyde processen. Jeg skifter fokus fra kvalitet til kvantitet – selvom det netop er i kvaliteten, jeg finder mening og arbejdsglæde.
Og det er svært at sætte sig fri af travlheden, for det sidder dybt i mig, at effektivitet er et mål i sig selv, og at travlhed er lig med succes.
Læs også Cecilie Gredals artikel om Genizonen. Hun siger blandt andet:
“Vores kultur har en arbejdsmoral, der fremhæver, at succes kræver hårdt arbejde. Men i virkeligheden er det en stor fælde. Hvis noget føles let, tror vi derfor, det ikke har værdi. Det har været udfordrende for mig at overvinde den følelse og lære at acceptere, at lethed også kan føre til resultater – og endda til meget bedre resultater end dem jeg skabte ved at knokle.”
Frihed og tid nok gør mig kreativ
Det er ikke fordi, jeg som sådan er imod travlhed og handlekraft. Der ligger en vidunderlig energi her, som både vi selv og resten af samfundet har brug for. Vi må bare ikke glemme, at vi også har behov for hvile, fordybelse og tomme huller i kalenderen for at kunne mærke, hvad der er vigtigt for os. Når vi tror, at vi ikke har tid til en pause, så er det netop, at vi har brug for en pause.
“Jeg sidder igen foran computeren. Det flimrer lidt for øjnene. Jeg har siddet her mange timer, men nu vil jeg altså i mål med den opgave. Men det driller. Jeg kan ikke finde de rette formuleringer, og er der ikke også noget galt med vinklen på den artikel, jeg er i gang med? Jeg kigger på uret. Jeg har en halv time til at blive færdig, inden jeg skal hente min datter. Jeg knokler videre og ender med en færdig artikel, jeg ikke rigtig er tilfreds med. Mens jeg går op til skolen, lader jeg tankerne flyve, og pludselig lander en tanke i mit hoved. Nu ved jeg lige præcis, hvad den artikel mangler, og hvordan den kan slutte med det rette svirp med halen”.
Faktisk er jeg ikke overrasket, for jeg har oplevet det igen og igen: Den gode løsning lander, når jeg giver slip. Friheden gør mig kreativ og løsningsorienteret, og alting føles lettere, når jeg dropper at kæmpe mod tiden og i stedet lader den arbejde for mig.
Måske er følelsen af, at vi hele tiden skal skynde os, en illusion?
Gitte Just har skrevet boget Livsbalance - 7 veje til mere energi og overskud. Her kan du læse hendes artikel om at få mere tid til dig selv.
Tre råd til at skabe følelsen af tid nok
Hvis du drømmer om en mere meningsfuld hverdag eller bare længes efter mere tid, er mit bedste råd: Sæt tempoet ned.
Kreativitet, velvære og mening trives ikke i overhalingsbanen, og når vi hele tiden er på vej videre, når vi ikke at nyde det, vi lige nu er i gang med.
Lav plads i kalenderen
Det giver næsten sig selv. Stop med at fylde din kalender til bristepunktet. Der vil altid komme uforudsete ting ind i løbet af en dag, som vil ødelægge din planlægning og få dig til at føle dig konstant bagud. Men ved at sørge for, at der er god plads i kalenderen, slipper du for følelsen af ikke at nå i mål med det, du har planlagt. Når kalenderen har plads, får du også lettere adgang til det, du egentlig vil prioritere.
Gør én ting ad gangen
Vores hjerner er ikke skabt til multitasking. Gør derfor én ting ad gangen. Giv hjernen små mellemrum på et til tre minutter, når du skifter opgave: det kan være gåturen fra computeren til mødelokalet, en kop kaffe du henter, en kort snak med din kollega eller et kig ud ad vinduet et øjeblik mens du trækker vejret dybt. Det vigtigste er, at du mentalt forlader opgaven, inden du går i gang med den næste.
Sæt farten ned
Jo mere du sænker tempoet, jo mere tid får du. Det lyder måske mærkeligt, men du oplever nuet mere intensivt, når du sætter farten ned, og du får langsomheden ind ved at fokusere på nuet. Bevæg dig langsommere, og brug dine sanser til at mærke, hvor du er. Lav mad langsomt, og duft og smag undervejs. Lyt til langsom musik for at få tempoet ned, gå i stedet for at løbe, og lad være med at irritere dig over, at dem foran dig på rulletrappen ikke har travlt. Accepter langsomheden, og prøv at tage dig et øjeblik til blot at være. Det giver overskud til at mærke taknemmelighed over alt det gode, din hverdag indeholder.
Janni Pilgaard
Janni Pilgaard er selvstændig journalist, forfatter og fagbogsredaktør og arbejder med bøger som modvægt til et samfund, hvor alting går meget hurtigt.
Hun er forfatter til bogen “10 nøgler til et liv med tid nok” og skriver om at skabe et liv med tid nok og plads til kreativitet. Derudover hjælper hun andre med at skrive nonfiktionsbøger gennem kurser, gruppeforløb og individuelt redaktørarbejde.
Artiklen her bygger på uddrag fra bogen “10 nøgler til et liv med tid nok”.
Du kan følge Bøger & Balance på Instagram eller på LinkedIn. Du kan også gå direkte ind på hendes hjemmeside, hvis du vil læse mere om, hvad hun tilbyder.
Vil du læse flere community-skriv? Så kig med her👇
Find mening og arbejdsglæde i din hverdag som selvstændig
Tekst af Arlette Bentzen | Læsetid: 1:13 min.
5 ting naturen kan lære os om at drive forretning
Skrevet af Michelle Rødgaard-Jessen | Læsetid: 3 min.
Freelancer-paradokset: Frihed eller fælde?
Indlæg oprindelig udgivet på LinkedIn af Rikke Kristine Østergaard. Indledning skrevet af Martine Munksø / Læsetid: 2:11 min.
Hvordan finder man vej til bestyrelsesposterne?
Tekst: Laura Vilsbæk I foto: Laura Vilsbæk | Læsetid: 2:00 min.
Bliv skribent
Kunne du tænke dig at skrive for Femmunity?
Kunne du tænke dig at inspirere og motivere andre selvstændige kvinder med dine tanker, perspektiver og viden?
Kunne du tænke dig at have en platform at udkomme på?
Så er du altid velkommen til at skrive til Martine på martine@femmunity.dk.
At skrive for Femmunity er en måde at bidrage ind i fællesskabet på, og det er noget både jeg og Femmunity´s læsere sætter stor pris på. Det er også en måde at få flere perspektiver om det selvstændige iværksætterliv ud at leve på, og det har vi brug for. Jeg håber, du har noget på hjerte, som du vil dele andre.
Få en gratis billet til næste Pep Talk 🎉
Nu kan du tilmelde dig vores store netværksevent til februar om Branding, og jeg giver 10 gratis billetter, til de næste 10 der køber en billet. Det betyder, du enten kan invitere én med eller I kan splitte billetprisen, og komme med til halv pris.
Denne gang indeholder goodiebagen lækre sager fra blandt andet AYALO, Cocoon Tea Artisans og Cana Care.
Find din billet her
Pep Talk #5 - Skil dig ud med et skarpt brand
Til februar gør vi det igen. Samles. En flok selvstændige kvinder. Til en aften fyldt med peptalk, viden, høj energi, nye forbindelser, netværk og hep.












